I anledning af halloween byder vi på rundvisning i havens skyggeliv. Planternes verden byder nemlig på mere end blot kønne blomster. I kampen om pladsen i solen, næring og bestøvning gælder alle kneb, og det bringer planternes mørke sider og grumme adfærd frem. På rundvisningen møder vi alt fra drabelige kødædende planter til smukke – men bestemt ikke uskyldige – kæmpeåkander. Vi kommer rundt om både monstre, mutanter, kvælere, snyltere, parasitter, levende døde og dødeligt giftige på en tur i havens skyggeliv. Undervejs møder vi nogle af de planter der har inspireret til fiktionens plantemonstre, planteskurke og plante-antihelte. Oplev det ikoniske Palmehus og Danmarks største samling af sjældne planter fra hele verden på en guidet tur gennem Botanisk Have med særligt fokus på planternes mørke sider. Billetten giver samtidig gratis adgang til ét besøg på egen hånd i Palmehuset på dagen for rundvisningen inden for almindelig åbningstid . For at sikre plads på det ønskede tidspunkt anbefaler vi, at man bestiller tid til besøg med gratis entré i vores webshop . Bemærk venligst, at adgangen til dele af Palmehuset i øjeblikket er begrænset på grund af renovering . PRAKTISK INFORMATION Varighed: 1½ time. Gæster: Der kan være op til 25 deltagere på en rundvisning. Rundvisningen henvender sig til voksne. Mødested: Indgang via hovedindgangen til Botanisk Have nær Nørreport Station (Gothersgade 126). Vi mødes v. porten til Botanisk Have hvor rundviseren lukker gæsterne ind, da rundvisningen foregår efter Botanisk Haves lukketid. Rundvisningen starter til tiden og det ikke muligt at tilgå rundvisningen efter rundvisningsstart. Billetten vises ved fremmøde. Tilgængelighed: Kørestolsbrugere kan desværre ikke deltage i rundvisningerne i Botanisk Have, da ruten går ad trapper i det fredede Palmehus og/eller på stenhøjene i haven. Købsbetingelser: Det er under normale omstændigheder ikke muligt at bytte eller refundere billetter til rundvisningen. Skulle arrangementet blive aflyst, får du direkte besked via mail fra Billetto, og vi refunderer automatisk billetprisen. Ændringer: Der tages forbehold for ændringer i programmet pga. vejrforhold eller renoveringsarbejde i Palmehuset . FLERE OPLEVELSER Se alle rundvisninger i Botanisk Have . OM BOTANISK HAVE – ET LEVENDE MUSEUM Botanisk Have er et grønt åndehul i hjertet af København, som inviterer til fordybelse i naturens verden. Haven blev anlagt i 1874 efter en haveplan fra Landskabsgartner H.A. Flindt og siden renoveret i 2012 af Landskabsarkitekt Jens Hendeliowitz, der bl.a. er kendt for istandsættelserne af slotshaverne ved Fredensborg og Frederiksborg samt Kongens Have i København. Den gamle have er en del af Statens Naturhistoriske Museum og adskiller sig markant fra andre parker i storbyen ved at være et levende museum med forskning, formidling, undervisning og naturbevarelse som hovedopgaver.
Location
Neighbourhood
Price
Address
Source: Billetto
Request removalp. 1